SFO for 0.klasse
Jeres barn er nu startet i 0.klasse, det er første år i skolefritidsordning, alt er nyt og vi har fokus på at jeres barn og i forældre føler jer trygge, og får en god start på Haderslev Realskole.

Der er tilknyttet to kontaktpædagoger til 0. klasserne, og begge pædagoger har undervisningstid i 0.klasserne. Kendskabet til børnenes skoledag giver gode muligheder for at skabe sammenhæng og helhed i børnenes skole og SFO-liv.

Vi har i SFO tiden fokus på at skabe et fællesskab, først og fremmest på tværs af de to 0.klasser, men også i det store SFO fællesskab i vores alders integrerede institution. Børnene introduceres til SFO livet, gennem masser af leg i SFO-huset og på legepladsen. Men også gennem fælles aktiviteter på tværs af årgangen, som sportsmix i gymnastiksalen, intro forløb til sløjdlokalet, it-lokalet, hjemkundskab og på små ture ud af huset. De bliver fortrolige med aktiviteter der sker udenfor SFO huset, alt dette sammen med deres kontaktpædagoger, der sørger for en stille og rolig start, så alle kan være med.

SFO for 1.klasse
I 1. klasse er jeres barn nu godt kendt med at gå i SFO, og de muligheder der er her. Vi oplever at børnene i 1.klasse stadig bruger meget tid på at lege i SFO huset og på legepladsen. De er også blevet rigtig fortrolige med de fælles aktiviteter der sker i andre lokaler på skolen, og dygtige til at vælge til og fra blandt mulighederne, og stadig nysgerrige på at udforske nye aktiviteter

De giver udtryk for hvad deres interesser er, og kontaktpædagogerne lytter til deres ønsker og planlægger årgangs aktiviteter her ud fra, dog med fokus på at introducere dem for nye aktiviteter fra tid til anden.

Eleverne i 1. klasse kan stadig have brug for hjælp til at komme i gang og planlægge deres dag, og det er kontaktpædagogerne meget opmærksomme på.

I 1.klasse får eleverne også opgaven med at tage imod de nye 0.klasser og hjælpe dem godt i gang de første uger. En rolle børnene tager meget seriøs, og vokser af, for nu er de ikke de yngste mere, og de vil rigtig gerne hjælpe de nye, som de ofte kender fra tiden i børnehaven.

SFO for 2. klasse
Jeres barn er nu startet i 2.klasse. Der er gennem de to første år, opbygget et fællesskab i SFO´en, mellem de to klasser på årgangen, og med deres kontaktpædagoger – vi kender nu hinanden rigtig godt. Vi kender hinandens ”sprog” og der er opstået en endnu større tilknytning mellem os, det skaber et godt fællesskab i årgangs gruppen.

Der er opstået tætte venskaber børnene i mellem, og i 2. klasse oplever vi at der nu er flere ”bedste venner”- konstellationer, dem skal der være plads til, samtidig med at vi sætter fællesskabet rigtig højt.

Børnene har nu godt styr på SFO, og hvad der er af muligheder. Der gives dem en større frihed, med at planlægge efter deres egne ønsker og behov, og frihed mærkes når der kan laves særlige aftaler om at være flere steder på skolen, uden de voksne.

De vil ofte gerne selv løse konflikter, og er blevet rigtig gode til det. Vi følger op på at alle er tilfredse med måden de har fået det løst på.

I 2. klasse starter vi SFO skoleåret, med i fællesskab at lave en årsplan, med årgangs aktiviteter børnene gerne vil lave i løbet af skoleåret. Børnene er en aktiv del af, at planlægge deres årgangs aktiviteter, de har mange gode ideer og vil gerne prøve nyt – vi griber deres nye ideer i den udstrækning det kan lade sig gøre.

Der tilbydes udover de aktiviteter de kender fra tidligere år, nu også ture til svømmehallen og cykelture ud i det blå.

Der tildeles børnene en større ansvarlighed, omkring tilmelding til aktiviteter. De tilmelder sig i SFO på tilmeldings opslag, og der lægges op til at de selv får spurgt hjemme, om de kan deltage den pågældende dag.

SFO for 3. klasse – ”Klub 3”
Det er nu jeres barns sidste år i SFO´en. Det er året hvor barnet øver sig i at stå på egne ben, efter skoletid. Nogle dage vil de lave aftaler om at tage hjem sammen med kammerater, og de bliver mere selvstændig omkring deres færden mellem SFO og hjem. Vi hjælper jeres barn med at få lavet og planlægge aftaler med kammerater, og følger op på at de har fået aftalt med jer forældre. Det er nu de kan øve sig, inden de står på egne ben i 4. klasse.

Som de ældste i en aldersintegreret institution, er det vigtigt at børnene får lov at få et frirum, hvor de kan være de ældste. Derfor gør vi meget ud af at finde plads til dem andre steder end i SFO huset, og gør stadig meget ud af at lave årgangs aktiviteter, som de selv har valgt i starten af skoleåret.

I løbet af året laver vi 3-4 arrangementer, hvor vi bliver i SFO efter lukketid, som en slags Klub aften. Børnene vil selv planlægge disse aftener, der dog ofte vil indebære at vi spiser aftensmad sammen.

Udover almindelige årgangsaktiviteter, som følger med fra tidligere år, vil der i 3. klasse være særlige oplevelser som: juleshoppetur i december, Værtsskab ved MGP arrangementet, og sidst på skoleåret holder vi afslutning for 3. klasserne, hvor vi blandt andet overnatter i SFO´en.

Arbejdet med børn med behov for særlig indsats
SFO´ ens mål er at inkludere alle børn i vores SFO. Personalet har fokus på inkluderende og ekskluderende situationer.

SFO´en er funktionsopdelt, hvilket vil sige at pædagogerne har forskellige funktioner på tværs at børnegrupper og rum. Det vil dog være kontaktpædagogen der i fællesskab med kolleger, planlægger det pædagogiske arbejde omkring børn med behov for en ekstra indsats, og som har den tætteste kontakt til barnet, forældrene og barnets lærere.

Samarbejdet omkring børn med særligt behov skal foregå i tæt samarbejde med forældre og lærer. Ved indsats- og netværksmøder vil barnets klasselærer og SFO kontaktpædagogen altid deltage.

Koordinering af forældre samarbejde skole/SFO
Kontakten til jer forældre er meget vigtig for os, idet forståelsen for børnenes reaktioner fremmes gennem samarbejdet med jer forældre. Den daglige uformelle forældrekontakt omkring barnets dag, ønskes etableret så ofte som muligt, da den har stor betydning for det pædagogiske arbejde med børnene.

Hver klasse har en kontaktpædagog i SFO´en, der har primærfokus på barnet og den enkelte årgang. Barnets lærere og kontaktpædagogen arbejder sammen i klasseteam, og afholder fælles samarbejdsmøde med jer forældre, en gang årligt. Der vil altid være plads til flere samtaler efter behov.