En hel dag om ugen er der sporfag (5 lektioner). Nedenfor er der nogle eksempler på sporfag, som kan blive udbudt.

Medie

Kan du kan lide at udvikle eksperimenterende og innovative produktioner, er medie sporet lige noget for dig. Her vil du komme til at arbejde med podcastning, hjemmesideproduktion, Stop Motion  animationer, videoproduktioner, trykte medier, billedbehandling og design.

Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem teori, produktion og evaluering. Du behøver ikke være superbruger af en computer. I løbet af året vil du få mulighed for at gå i dybden med de forskellige programmer gennem små̊ kurser. Du vil også få mulighed for at stifte bekendtskab til uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder inden for medier.

Idræt

På idræts sporet møder du en alsidig vifte af aktiviteter og idrætsgrene. Vi beskæftiger os med følgende områder: Friluftsliv, boldspil, gymnastik, udholdenhedsidræt, ketcher-spil, slagbold og vandaktiviteter. Vi arbejder både praktisk og teoretisk med emnerne.

Teorien omfatter også sundhed/ernæring, anatomi/fysiologi og træningslære. Du vil møde udfordringer, der afprøver og flytter dine grænser. Vi forventer, at du har lyst til at deltage aktivt i planlægningen af idræts sporets aktiviteter.

Musik

Hvis man vælger musiksporet i 10. kl. på Haderslev Realskole kan man glæde sig til en hel dag, eller 5 lektioner, om ugen at spille musik, man kan lide og at spille det i et band sammen med andre, der har samme interesse! Det er i høj grad eleverne selv, der kommer med ønsker om numre, vi skal
spille, og så ”files” numrene til og arrangeres, så de passer til det niveau og de muligheder, hvad angår instrument-besætning, vi har på holdet.

Det er en stor fordel selvfølgelig, hvis man kan spille et instrument, kan synge og kan læse noder, men det er ikke noget ”must”. Det vigtigste, hvis man vælger musiksporet er, at man er interesseret i musik og rigtig gerne vil prøve at spille sammen med andre.

Eleverne kommer med meget forskellige forudsætninger med hensyn til musisk kunnen, men vi skal nok få det til at gå op i en højere enhed sammen. Man kan godt vælge at ville dygtiggøre sig eller lære at spille på et bestemt instrument, for eksempel el-bas, og så først og fremmest spille på dette i musiktimerne i løbet af skoleåret – det er man velkommen til. Men man må også rigtig gerne prøve så mange forskellige instrumenter som muligt, hvis man har lyst til det! Vi er godt med, hvad udstyr/grej angår, så det skal ikke komme an på det På spordagen, som er på 5 lektioner, er vi de første 4 lektioner i musiklokalet og den sidste i 10. klasses klasselokale. Vi bruger først og fremmest timerne i musiklokalet på sammenspil, altså på at spille gode og fede numre, – men vi kommer også igennem musikteoretiske ting, som for eksempel node-og rytmelære, akkordopbygning og musikhistorie. Den ene lektion i klasselokalet bruges til gennemgang af teori, til at komponere egne sange og tekster samt til for eksempel at se eksempler på film/musicals lavet over sange/musik af kendte komponister. I løbet af året holder vi et par koncerter på skolen for klassekammerater, forældre og venner, og musiksporet medvirker naturligvis også ved skolens forårskoncerter.

Design
Design er en væsentlig del af din hverdag. Alt hvad du omgiver dig med er resultatet af en designers valg. Hvis du kan lide at være kreativ, og lave ting, som ikke alle andre har, er dette spor noget for dig – et spor med udfoldelse og masser af kreativitet og så er du med til at skabe din egen identitet.

På designsporet har du mulighed for at sy egne kreationer, filte uld til smykker, sy tasker af cykelslanger eller bobleplast, strikke på knager, flette i metal, male billeder, lave decoupage og meget mere, det er kun din fantasi der sætter grænser.

Du vil få et historisk rids af modens historie og få indblik i modens stumme sprog, der fortæller om vores idealer og drømme. Foråret vil bære præg af, at du bruger din kreativitet til at løse en individuel
opgave med udgangspunkt i din stil og drømme om design. Du skal ikke have særlige færdigheder, men fantasi, kreativitet og initiativ er vigtigt.